Camilla Schnack Tellefsen
Danselinje F11
Jeg har aldrig været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle på højskole eller ej. Men da det kom til stykket, da jeg rent faktisk skulle beslutte mig for, hvor jeg skulle tilbringe det følgende halve år af mit liv, var det ikke så simpelt, som først antaget: Hvad nu, hvis det ikke fungerede med min roomie? Kunne jeg overhovedet finde ud af at bo så tæt med et andet menneske? Ville niveauet på min linje passe til mig? Var lærerne virkelig så søde, som de så ud? Skulle jeg rejse i stedet? Ville jeg fortryde?
Men det er netop, hvad højskole handler om – at udfordre sig selv, at være på dybt vand, at rykke sine grænser. For selvfølgelig var Toftlund alt det jeg frygtede og alt det, jeg håbede på. Det er hårdt konstant at blive konfronteret med og skulle forholde sig til andre – anderledes – mennesker og ikke mindst sig selv hver eneste dag, aldrig rigtigt at være alene, at acceptere, at der er så meget mere, man kan lære.
Men er det ikke fantastisk? En verden baseret på ren og skær lyst, energi og vilje til hinanden, til at lære nyt, til at forstå, til at skabe. En eksistensboble bestående af mennesker, fællesskab, kreativitet, latter, omsorg, fællesaften, samtale, filmhygge, noder, forskellighed, fællessang, gåture, fester, humor, traditioner, digte, turné, øvning, relationer og udvikling. Minder.
På danselinjen er du velkommen uanset niveau og erfaring. Det er møghamrende hårdt og møghamrende fedt at svede igennem hver eneste dag, og der skabes en helt særlig følelse på holdet af omsorg og ansvar, når alle arbejder benhårdt til det yderste (og længere endnu). Der kræves og der presses – der grines, der snakkes og der forstås. Der skabes hurtigt et fælles niveau, og timerne flyver af sted med lærerig teknik, vanvittige gulvtrin, udstrækning, fejl, succes, udtryk og smil. Den årlige turne er noget af det bedste, hårdeste, hyggeligste og mest givende jeg har været med til længe!
Det er frygteligt at komme hjem fra det, der ubegribeligt hurtigt bliver dit nye hjem i Toffyland. En sang i radioen, et citat i TV, en duft i køkkenet, en stemning, et særligt lys på himlen – små ting har ofte revet mig ud af min hverdag og mindet mig om en fantastisk, givende, personlig, unik tid på højskole. Når jeg fortæller om mit ophold, er det med vemod og melankoli, for helt ærligt: Jeg savner det helt ind til marven! Heldigvis er højskole ikke kun fortid – tværtimod! Så mange bekendtskaber, så mange erfaringer og oplevelser – alt sammen noget, der former dig og forbliver i din bagage til evig tid. For som lærerne troligt forvisser os alle sammen om, når vi står grådkvalte på sidste dag: Det vil aldrig være et ’Farvel’, men et kærligt ’På gensyn’!
