Musik

Du får undervisning i de mange områder, musikkens verden byder på, og vi tager udgangspunkt i den nyere rytmiske musik. Du vil bl.a. få undervisning i sammenspil, musikteori, rytmetræning, improvisation, rotation, musikhistorie og vi arbejder også i skolens lydstudie og indspiller musikken på cd.

Se hverdagsskema for musiklinjen (PDF)

Musiklinjen holder til i musikhuset
Musikhuset består af tre store, lyse spillerum, super akustik og er udstyret med komplet baggear. Vi har både det traditionelle instrumentarium, men du finder også hjemmebyggede og underlige instrumenter, der skal fyre op under din kreativitet! Midt i musikhuset er også vores professionelle studier, hvor lydteknikerne er klar til at optage os, og hvor du også selv kan indspille på Pro Tools 9 og iMacs.

Sammenspil
Vi lægger hovedvægten på sammenspil. Du kommer til at spille jazz, rock, funk, verdensmusik, singer-/songwriter og diverse fusioner. Vi bruger meget tid på at improvisere, få bandet til at spille tight, og vi får det til at groove. Der bliver (re-)arrangeret og leget med lydbilledet – både med effekter, instrumenter og computeren. En gang om ugen er der øvetid på linjen, hvor I arbejder med sammenspilsledelse i bandet. Sangerne kommer med over i spillelokalerne, og sammen giver vi vores sange form og udtryk!

Indspilning
Vi går flere gange i løbet af semesteret i studiet og indspiller vores numre med sangerne og lydteknikerne. Du lærer om processen i studiet, og hvad det kræver at være studiemusiker. De sange, vi indspiller, bliver mikset af teknikerne, og du får dem med hjem på cd.

Turné

Vi holder jævnligt koncerter og ‘Open Mic’ aftener for hinanden, men kommer også ud i landet på turné, hvor du spiller for et større publikum. I forbindelse med turneen arbejder du intensivt med din musik og med din scene-optræden. Igen er turnéen et samarbejde mellem musik-, sanger- og lydtekniklinjerne.

Musikteori og hørelære
Teorien skal være i orden. Derfor arbejder vi intensivt med både node- & hørelære, improvisation, arrangement, analyse m.m. Eleverne inddeles på tre hold fra begynder- til konservatorieniveau.

Sang, spil, og bevægelse
Dette fag træner din rytmiske sikkerhed. Leg med imitation, puls- og periodefornemmelse, dans, trommer, og vocal-/body percussion indgår i timerne. Vi arbejder på at styrke koordinationen mellem stemme, hænder, fødder – og også lattermusklerne.

Musikkultur og workshops
En formiddag om ugen er afsat til faget musikkultur, hvor vi sætter fokus på musikalske delemner:

‘Rilleræs’, hvor du hører nyt og inspirerende musik med tilhørende baggrundshistorier og anekdoter. Musikhistorie, hvor vi ser på den rytmiske musiks udvikling fra de tidligste bluesoptagelser til 80′ernes lydæstetik, og får musikken sat ind i en historisk og kulturel sammenhæng. Masser af musikeksempler!

Vi arrangerer løbende workshops: Stemning af trommer. Hvordan du laver god lyd på din forstærker.

Hvilke effektpedaler du bruger for at finde netop ”den der” lyd. Justering og opsætning af strengeinstrumenter. Hvordan du betjener et sanganlæg. Workshop i co-writing. Workshop i fri improvisation. Masterclass, hvor vi går i dybden med dit musikalske og sceniske udtryk.

Niveau
Vi underviser generelt på forskellige niveauer. Så uanset om du kun kan lidt eller er meget erfaren, når du kommer, vil du modtage undervisning, der svarer til dit niveau.

Inspiration
Vi får jævnligt besøg af bands, gæstelærere, studerende fra konservatorierne og professionelle kunstnere udefra.
Vi har bl.a. haft besøg af Gail Ann Dorsey (David Bowie, Tears for Fears), Bassida (Prince, Zap Mama), Jonatha Brooke, Kasper Eistrup (Kashmir), Chris Minh Doky, Ben Butler (Suzanne Vega), Leo Sayer (verdensberømt singer-/songwriter), Rich Mercurio, Whynot Jansveld (Crash Test Dummies), Forgetting Feet, Henrik Marstal, Cæcilie Norby & Carsten Dahl, Valravn, Mathias Grip, Rasmus Nøhr, Laila Skovmand og Symfobia, Katrine Gislinge, Per V, Annemarie Zimakoff, m.fl.