Musik og Teaterhuset
Musik og Teaterhuset fra 1990 er arkitekt Carsten Hoffs ubestridte svendestykke. Både ud- og indvendigt er huset bemærkelsesværdigt. Arkitekten nævner selv vidt forskellige inspirationer: Irske landhuse, en trælasthandel i Thy, kystsikringen ved Taarbæk. Indenfor i husets foyer minder loftets udformning om en klinkbygget båd, mens de knækkede fliser i baren sender hilsner til den verdensberømte Park Guell i Barcelona.
Fra foyeren er der adgang til husets centrale rum, den 500m2 store teatersal, der til daglig danner rammen for teaterelevernes arbejde. Salen er et skævvinklet, multifunktionelt rum, hvor især væggenes udformning udfordrer øjet: betonelementer, støbt så de fremstår som folderne i – ja, er det islandsk lava eller et close up af elefantens hud! Bag teatersalen ligger magasinet, et råt rum til opbevaring af lysanlæg, scenepodier, stole, borde og rekvisitter.
I magasinet har ‘Fru Tone’, højskolens nyrestaurerede Steinway flygel sit eget veltempererede VIP-rum. Magasinets trappe fører ned i kælderen, der rummer sminkerum, publikumsgarderobe – og toiletter, systue og, sidst, men ikke mindst, højskolens imponerende samling af rekvisitter, parykker og kostumer.






