Gratis forestilling under åben himmel

Teatret Møllen lægger vejen forbi vores Teaterhus torsdag d. 14. juli 2022 kl. 19.00 med komedien Den Vægelsindede.

Teatret Møllen lægger vejen forbi vores Teaterhus torsdag d. 14. juli 2022 kl. 19.00 med komedien Den Vægelsindede. Komedien spilles udendørs foran Teaterhuset, Søren Jensens Vej 1 i Toftlund med publikum på græsset under blodbøgen. Der er fri entré. Spejderne sælger grillpølser og Midtlandets Musik- og Teaterforening (MMT) står for salg af øl og vand.

Den Vægelsindede – en beskrivelse af forestillingen:

Den klassiske komedie under åben himmel.

Sommeren 2022 bliver en helt særlig af slagsen for Teatret Møllen, når vi her omdanner vores gamle lastbil til en mobil teaterscene og kører ud i danske sommerlandskab. Her kommer vi ud og besøger forskellige spillesteder rundt omkring i Syddanmark og Schleswig, hvor vi inviterer publikum ud til en festlig og frigjort aften “i teatret”, når vi opfører Ludvig Holbergs klassiske komedie DEN VÆGELSINDEDE på ladet af vores lastvogn.
DEN VÆGELSINDEDE er en humoristisk forestilling, der handler om den indtagende, men lunefulde modehandlerenke Lucretia, der får forvildet sig ind i et kærlighedsdilemma mellem to søskendepar. Samtidig lider Lucretia af svære humørsvinger, der mildest talt gør hende en lille smule utilregnelig – til stor forvirring for personerne omkring hende.
Med den danske sommerhimmel som bagtæppe er der lagt op til en helt særlig teateroplevelse, hvor der bliver rig mulighed for at få trænet lattermusklerne og – med lidt held – at få lidt sol i ansigtet. Dertil er forestillingen Teatret Møllens bidrag til fejringen af 300-året for dansk teater, der har jubilæum i 2022. Medbring blot en picnickurv, noget at sidde på og måske lidt at drikke – så sørger vi for resten.

Dramatiker: Ludvig Holberg • Instruktør: Rasmus Ask •